WWF og TrygFonden

Burning Panda er en klimakampagne, der er blevet til i samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden og TrygFonden.

WWF Verdensnaturfonden og TrygFonden vil med Burning Panda give alle danskere en klimastemme. Det er din mening og dine handlinger, der er i fokus på burningpanda.dk. Du handler, når du slukker lyset den 29. marts 2008, og når du sender dit klimabudskab til burningpanda.dk

WWF Verdensnaturfondens klimaarbejde
Målet for WWF’s klimaarbejde er, at verdens regeringer enes om en aftale, som vil være i stand til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius. En stigning på 2 grader er smertegrænsen, fordi vi på den anden side af den formentlig vil slippe nogle kræfter løs i naturen, som vil medføre temperaturstigninger, vi ikke vil være i stand til at kontrollere.

WWF Verdensnaturfonden deltager i nationale såvel som internationale klimaforhandlinger og lægger pres på verdens regeringer og på store virksomheder for at få dem til at tage deres del af ansvaret. Derudover arbejder vi sammen med progressive virksomheder over hele verden for sammen med dem at vise politikerne, at det betaler sig at passe på klimaet og Jordens ressourcer.

Læs mere på wwf.dk


TrygFonden hjælper dig og mig til en tryggere hverdag
Hvorfor vil TrygFonden gøre noget ved klimaforandringerne?

TrygFonden undersøger løbende aspekter inden for danskernes tryghed og utryghed for at vide, hvor der er behov for fondens indsats. Denne ambition har vi forsøgt at indfri bl.a. gennem Tryghedsrapport 2004, Tryghedsmåling 2005 og Tryghedsmåling 2007 – de to første rapporter er lavet i samarbejde med Huset Mandag Morgen. De tre undersøgelser fortæller os, på hvilke områder danskerne er trygge, og på hvilke de ikke er det.

I både Tryghedsmåling 2005 og Tryghedsmåling 2007 ligger bekymring for miljøet på en tydelig førsteplads; otte ud af ti af de adspurgte er bekymrede for, at miljøet bliver ødelagt.

For at imødegå danskernes bekymring har TrygFonden i 2007 indledt et samarbejde med WWF Verdensnaturfonden om klimakampagnen Burning Panda. Den landsdækkende kampagne skal frem til klimatopmødet i København i 2009 engagere og aktivere danskerne, danske virksomheder og politikere og give dem mulighed for at handle og for at begrænse deres CO2-udslip.

Læs mere på Trygfonden.dk

 

 

Klimatopmøde i 2009

København er vært for et internationalt klimatopmøde i 2009, der vil have afgørende betydning for verdens klima. Læs mere om klimatopmødet .

Menu