Seneste nyt

Rådhuspladsen event

For den helt særlige Earth Hour Hopenhagen oplevelse, skal du komme ind på Rådhuspladsen. Se København gå i sort og oplev FNs generalsekretær Ban Ki Moon sammen med tusindvis af københavnere og gæster fra hele verden, der vil samles i byens hjerte for at sende et klart signal af sted mod Bella Centeret.

Her kan du se en oversigt over aftenens mange spændende oplevelser:

  • Kl. 16:00:
    • Lav lanterner og bliv malet i ansigtet på Tycho Brahe Plantariet med Svampebob Firkant og WWF’s pandamaskotter.
    • Se de tusindvis af lanterner, som børn over hele verden har sendt ind til Planetariet.
    • Restaurant Napa, der ligger ved siden af Planetariet, serverer smagsprøver på deres klimasuppe.
  •  Kl. 17:00
    • Bubber går på scenen og interviewer WWF Danmarks generalsekretær Gitte Seeberg.
    • Ida Corr og Simon optræder og lærer børnene at synge deres nye klimasang ”Illusion”.
  •  Kl. 18:00
    • Det store lanterneoptog starter. Vi går fra Planetariet igennem Tivoli (der lukker optoget gratis igennem) og ender på Rådhuspladsen.
  • Kl.18:40
    • Lanterneoptoget bliver modtaget på Rådhuspladsen af Ken Vedsegaard og den kinesiske superstjerne Li Bing Bing.
  • 18:59:50
    • Nedtællingen begynder.
  •  19:00:
    • Lyset slukkes på en stor kontakt på scenen.
    • Ida Corr og Simon Mathew synger klimasangen ”Illusion”.
    • WWF Danmarks generalsekretær Gitte Seeberg holder tale.
    • The Storm optræder.
    • Alien Beat Club optræder.
    • FN’s generalsekretær Ban Ki overrækkes ”Peoples orb” - en 350 GB stor harddisk med fyldt med håb og drømme for flere hundrede millioner mennesker fra hele verden.
    • Gitte Seeberg slutter af og siger tak for i aften.
  • 20:00
    • Basim spiller når mørket er ovre.

I øvrigt mørklægges hele Rådhuspladsen - alt fra gadelys til julepynt, de grønne klimabokse og reklameskilte slukker lyset. Kun klimakloden, der under topmødet er opstillet på pladsen, vil lyse i perioder og scenen vil være svagt oplyst, så sikkerheden er i orden og WWF kan få sendt et stærkt signal til Bella Centret.

One million Danish voices for a strong climate deal!
Lørdag den 12. december går en stor, bred og folkelig demonstration til Bella Centeret midt under klimaforhandlingerne. WWF Verdensnaturfonden er selvfølgelig med, og din deltagelse er også vigtig, så vi sammen kan vise verdens statsledere, at der er brug for en stærk klimaaftale. Vi starter kl. 13 fra Christiansborg Slotsplads, og vi håber også, at du kommer.

Budskabet er klart!
Vi er med i den store folkelige demonstration med budskabet: One million Danish voices for a strong climate deal. Se her.

Glem ikke den 16. december!
Børn fra hele verden sender stadig lanterner i tusindvis til WWF’s store lanterneoptog, der bliver en fascinerende optakt til Earth Hour Hopenhagen d. 16. December. Underholdningen starter  kl. 17:00, hvor Tycho Brahe Planetariet åbner dørene for alle. Her kan man møde Bubber, Svampebob Firkant fra Nickelodeon, blive malet i ansigtet som panda og høre Simon Mathew og Ida Corr give den gas på scenen med deres klima-sang ”Illusion”.
Se Illusions musikvideo her.

Hele Rådhuspladsen mørklægges derefter fra kl. 19 – 20, hvor alt fra gadelys til julepynt, de grønne klimabokse og reklameskilte slukker lyset. Ken Vedsegaard vil styre slagets gang på scenen, hvor forskellige kunstnere og talere står for underholdningen i den mørke time. Følg med i hvad der kommer til at ske på Rådhuspladsen her wwf.dk/earthhour

Københavns erhvervsliv bakker op om Earth Hour Copenhagen
Når københavnerne mørklægger deres stuer for klimaet under WWF Verdensnaturfonden og Trygfondens kampagne Earth Hour Copenhagen, får de følgeskab af mange af de største repræsentanter for dansk forretnings- og erhvervsliv. Den 16. december kl. 19 trækker virksomheder, butikker og institutioner i København stikket - og indstiller den hektiske julehandel i præcis én time. De karakteristiske neonskilte og lysfacader, der dominerer København, vil med ét gå ud, og gaveindkøb og julestemning sættes på stand by til fordel for at sende statslederne en klar besked om, at også de københavnske virksomheder ønsker sig en ambitiøs klimaaftale, der kan bremse de katastrofale klimaforandringer, verden står overfor.

En af de virksomheder, som slukker lyset, er Hotel D´Angleterre. Restauranten, baren og hotellets fællesarealer vil mørklægges totalt under Sluk lyset-timen. Også facadespots slukker, så skiltene og flagene, der pryder bygningen, vil ikke være til at se for de mange julehandlende, der færdes på Kongens Nytorv under Earth Hour Copenhagen. Signalet om luksus og ekstravagance, som det fashionable hotel sender ud til forbipasserende, bliver for en time skiftet ud med signalet om behovet for at gøre noget ved de klimaforandringer, verden står overfor.

"Normalt skilter vi ikke med hverken vores miljøhensyn eller sociale initiativer, men her er der netop tale om at gøre det så synligt som muligt, at vi alle har ansvar for vores klima. Det vil vi gerne være med til. Vi håber også, at det vil give vores gæster anledning til at dreje samtalerne i baren og restauranten ind på dét, det hele drejer sig, nemlig de klimaudfordringer vi står overfor”, siger Pernille Lueken Lehm, Human Resources Manager på Hotel D´Angleterre, der har allieret sig med en elektriker under Earth Hour Copenhagen, der skal sørge for at det rigtige lys bliver forsvarligt slukket.

Også stormagasinet Illum slukker lyset for klimaet. At det er midt i den travle juletid er ikke noget, der bekymrer forretningsdirektør John Hansen fra Illum. ”Vi tror, at alle vil være så opmærksomme på Earth Hour Copenhagen, at det ikke vil undre de mange julehandlende, at facaden går i sort”. Inde i forretningen vil der på udvalgte steder også være dæmpet belysning og tændte stearinlys, og klokken 20 vil både butiksvinduer og lyset indenfor i butikken slukke. ”Vi vil selvfølgelig orientere vores kunder over vores interne højtaleranlæg”, siger John Hansen, der ikke tror, at det vil gå ud over julesalget. ”Jeg regner med at vores kunder tager godt imod, og at det oven i købet kunne gå hen og blive en stemningsfuld aften at handle i Illum”.

Udover Illum og Hotel D´ Angleterre har en række store virksomheder meldt sig til kampagnen Earth Hour Copenhagen. Herunder Dansk Industri, Carlsberg, A.P. Møller Mærsk, Tivoli, Nykredit, Codan, McDonald´s - og flere melder sig hele tiden under fanerne. Inden Earth Hour Copenhagen går i luften, håber WWF Verdensnaturfonden, at hundredvis virksomheder har tilsluttet sig kampagnen og slukker lyset den 16. december sammen med tusindvis af københavnere.

Earth Hour Copenhagen er del af TrygFonden og WWF Verdensnaturfondens klimakampagne med opbakning fra Københavns Kommune.

WWF Verdensnaturfonden lancerer fredag ny Earth Hour-kampagneside på www.wwf.dk/earthhour

Kontakt:
Eskil Holten Haargaard, kampagneleder Earth Hour Copenhagen
Mobil: 20 61 9434
E-mail: e.holten@wwf.dk

Vinderne af konkurrencen Lav noget larm
Hen over sommeren har danskerne sammen med Burning Panda larmet for klimaet. Formålet har været at gøre verdens politikere opmærksomme på, at danskerne står sammen om at bremse den globale opvarmning. Vinderne er blevet valgt ud fra kriterierne - engagement, originalitet og kreativitet, og det har været en svær opgave at vælge mellem de mange gode bidrag. Vinderne bliver nu offentliggjort og de præmieres med billetter til Roskilde Festivalen 2010.

Vinderne af konkurrencen "Lav noget larm" er:
·         Burning Panda Boogie – Rune Marzec
·         Burning Panda Song – Anders, Stine og Anne
·         Redhair and the harmonies feat. DJ knogle
·         Farligt - Rune
·         Broderi for klimaet - Inger
·         Klimamusicalen Carbontamtam af Carbonfigthers

Du finder alle vinderbidragene på www.burningpanda.dk.

København går i sort under klimatopmødet
Københavnerne er udset til at være talerør og budbringere for hele verdens befolkning ved ’Earth Hour Copenhagen’. København går i sort den 16. december kl. 19-20. Midt i julehandelen vil københavnerne slukke alt lys som en særlig hilsen til verdens statsledere.

 ”Skoler, kirker, forretninger og borgerne i København kan sammen sende et stærkt budskab med ’Earth Hour Copenhagen’ på vegne af hele verdens befolkning”, siger WWF’s internationale generalsekretær James Leape ved WWF’s lancering af ’Earth Hour Copenhagen’.

Verdens øjne er rettet mod København den 16. december, hvor politikere fra alle verdens lande ankommer til de afgørende klimaforhandlinger. Målet er nu at få alle københavnere til at slukke lyset i hele byen og dermed presse på politikerne, så de bliver enige om en klimaaftale, der kan sikre Jordens fremtid.

’Earth Hour Copenhagen’ bygger videre på den overvældende opbakning, som TrygFonden og WWF Verdensnaturfondens ’Earth Hour’ oplevede den 28. marts 2009, hvor mere end 4000 byer i verden slukkede lyset en time. Når københavnerne til december atter vælger at slukke lyset til ’Earth Hour Copenhagen”, er de ambassadører for Jordens 6,7 milliarder indbyggere, hvis fremtid bliver afgjort i København.

”Earth Hour er verdens største klimakampagne, og den 16. december kulminerer den i København, mens en historisk aftale om vores fremtid bliver truffet. Klimaaftalen vil påvirke hele verden, og med ’Earth Hour Copenhagen’ kan københavnere være med til at påvirke politikerne”, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Når København, som den eneste by i verden, slukker lyset den 16. december, vil det være en synlig påmindelse til politikerne om det globale mandat, de fik under ’Earth Hour’, hvor over en halv milliard mennesker slukkede deres lys i håbet om en lysere fremtid for klimaet.

”København får en særlig rolle som værtsby for COP15. Vi vil samle borgmestre fra verdens største byer i december for at lægge pres på, at statslederne får landet en aftale i København. Og så vil byen sprudle af en række forskellige klimaevents, der engagerer og involverer københavnerne og de mange gæster i byen. Det er Earth Hour et godt bud på,” siger Københavns Overborgmester Ritt Bjerregaard.

’Earth Hour Copenhagen’ er en del af TrygFonden og WWF Verdensnaturfondens klimakampagne og afholdes med opbakning fra Københavns Kommune.

Se videoen om Earth Hour

Kontakt:
Rasmus Helveg, WWF Verdensnaturfonden, Kommunikations- og marketingchef
Tlf: 35 24 78 56, Mobil: 31 75 72 39, mail: r.helveg@wwf.dk

Om Earth Hour
’Sluk lyset Danmark’ er den danske udgave af den globale event ’Earth Hour’. 36 procent af københavnerne valgte at stemme for klimaet ved ’Sluk lyset Danmark’ den 28. marts i år. Historien bag ’Earth Hour’ begyndte i Australien i 2007, hvor WWF lancerede klimakampagnen med en fælles opfordring om at slukke lyset en time for klimaet. I 2008 udviklede ’Earth Hour’ sig til en global klimabegivenhed med deltagelse af over 30 lande og hundredvis af byer. Den 28. marts 2009 stemte over en halv milliard mennesker for klimaet med deres stikkontakt. Alle deltog med ønske om at sende et stærkt signal til verdens ledere, om at der skal gøres noget ved klimaforandringerne. ’Earth Hour Copenhagen’ finder sted den 16. december kl. 19 og bliver kulminationen på verdens største klimakampagne, ’Earth Hour’. Læs mere på: www.earthhour.org/copenhagen og http://www.earthhour.org/home
 
Grønne tage skaber bedre klima i Mexico City
Ved at plante blomster og anlægge køkkenhaver på hustage kan man få temperaturen i bygningerne så meget ned, at klimaregulering bliver overflødig.

Plantedækkede hustage begynder så små at blive en del af bybilledet i Mexico City. De seneste to år har et hospital, en børnehave og en lokal regeringsbygning eksperimenteret med grønne haver på tagene, og tidligere i denne uge anlagde Mexicos miljøministerium en kaktushave og en køkkenhave på taget af ministeriets bygning.

Et almindeligt tag kan blive op til 80 grader varmt, men takket være vegetationen holdes det grønne tags temperatur nede på 25 grader celsius,” forklarer Tania Müller, der er projektleder for grønne områder, parker og cykelstier i Mexico City, ifølge Banderas News.

Mexicos sundhedsministerium har for nylig givet bystyret i Mexico City grønt lys til gøre tagene på alle byens 28 hospitaler grønne.

Sådan kan danskerne gøre huset mere klimavenligt og spare penge
På den nylancerede hjemmeside - Energisparebolig.dk kan de danske husejere få kontant viden om, hvor mange tusind kroner de kan spare ved at gøre deres bolig mere energivenlig, og hvordan de griber sagen an.

En stor del af de danske husejere kan spare tusindvis af kroner hvert år ved at gøre deres bolig mere energiøkonomisk. Klima- og Energiministeriets nye boligportal Energisparebolig.dk er et praktisk værktøj, som giver den hidtil mest omfattende hjælp til husejerne på nettet. Det drejer sig bl.a. om efterisolering, vinduer, jordvarme, luft til vand-varmepumpe, luft til luft-varmepumpe, solvarme, biobrændsel og solceller.

Udover at være et praktisk værktøj er Energisparebolig.dk for klima- og energiminister Connie Hedegaard også et redskab til at få danskerne til at tage personligt ansvar for klimaudfordringen.

Kina skaber flest grønne jobs
Kinas massive investeringer – især i vindmøller – skaber så mange arbejdspladser, at Kina i følge en analyse foretaget af nyhedsbureauet Reuters sandsynligvis fører det globale kapløb om grønne jobs.

Det skyldes især Kinas massive investeringer i vindmøller. I løbet af første halvdel af 2009 har Kina bygget møller, som producerer 4,5 gigawatt. USA har også haft travlt med at opføre vindmøller, hvilket har medført et plus på fire gigawatt. Men USA må altså se sig overhalet af Kina, og da Kina har en regel om, at 70 procent af vindmølleudstyret skal være lokalt produceret, betyder det mange nye jobs i landet. Kina har også skabt mange arbejdspladser i solenergibranchen, som har opnået at øge sin markedsandel på det i dag mest lukrative marked på det felt, Europa.

Inden for solenergi fører Tyskland kapløbet om at skabe den største efterspørgsel. Tyskland har overhalet Spanien på det punkt, og Tyskland og Spanien overgår hver især USA i etablering af solenergi.

Til gengæld ligger USA foran de europæiske lande, når det gælder vindenergi. Men farten ventes at tage af installeringen af møller i år både i USA og Europa. Det forventes til gengæld ikke at ske i Kina, der altså står til at holde godt fast i sine jobs i den branche.

MTV og EU gi'r klimaet en gang tråd
Med den amerikanske sanger Moby som frontfigur søsætter musikkanalen MTV og EU en fælles kampagne, der skal give de unges klimabevidsthed et løft.

“Lift me up” synger Moby i et af sine mest kendte hits, og nu skal stjernen løfte klimabevidstheden blandt de unge. 20. august optræder Moby i Stockholm ved en koncert arrangeret i fællesskab af MTV og EU.

Koncerten i Stockholm markerer starten på en seks måneder lang kampagne frem mod FN's klimakonference i København til december.
Kampagnen skal køre med tv-spots, webcasts og spil i 11 EU-lande, heriblandt Danmark. Ud over Stockholm bliver Budapest og København værter for live-koncerter.

Kæmpe solenergiprojekt i Sahara skudt i gang
12 europæiske virksomheder underskrev mandag en aftale om bygningen af nogle kæmpestore solvarmeværker i Afrika og Mellemøsten.
Fra 2050 vil solkraftværkerne kunne levere op til 15 pct. af Europas elektricitet foruden en betydelig del af elektriciteten i producentlandene ved hjælp af CO2-fri energi.

Projektet [Desertec] har været på tegnebrættet i 30 år, og nu er det for første gang blevet teknisk muligt.
Solkraftværkerne udnytter solens energi til at producere elektricitet. Hundredvis af spejle koncentrerer sollyset og skaber varme til at producere damp. Dampen driver nogle turbiner, der genererer elektriciteten.
Lagertanke med flydende salt kan bruges til at opbevare overskudsvarme, som så kan drive dampturbinerne om natten eller i perioder med spidsbelastning.
Ifølge Munich Re er et areal på ”kun” 130 gange 130 km nok til, at Desertec vil kunne dække hele det europæiske energibehov.

Klimahoteller er på vej frem
Flere hoteller satser på en miljøvenlig profil.

På den lille ø South Andros i Bahamas helt ude til vandet på den hvide sandstrand ligger et af verdens mest avancerede hoteller.
Men det er ikke 50-tommers fladskærme og jacuzzier med 42 dyser, der gør det, for de eksisterer simpelt hen ikke på Tiamo Resorts, som hotellet hedder. Det er derimod de miljøvenlige tiltag, og dem er der mange af: Al hotellets strøm bliver produceret ved hjælp af solceller, madrester bliver komposteret og brugt som gødning, og alt vand bliver genbrugt for bare at nævne nogle få. Hotellet er flere gange blevet kåret som et af verdens bedste klimahoteller af blandt andet National Geographic, hvilket i sig selv er en præstation.

Det første danskbyggede hotel i udlandet er allerede på banen i form af Star Tours nye flagskib på Rhodos, som er CO2-neutralt, og ifølge Lars Thykier er også Kouni, Scandic og MyTravel på vej med lignende miljøvenlige tiltag.
At hotellerne er miljøvenlige, er dog ikke nok i sig selv, og derfor arbejder brancheforeningen på en dansk standard, som skal sikre, at hele rejsen er miljøvenlig. 

Tænd grillen med omtanke for miljøet
Du kan skåne miljøet, ved at følge disse fire råd, når du tænder op i grillen til sommer:

  • Vælg FSC-mærkede kul og briketter
    FSC-mærket betyder, at kullene er fremstillet af træ fra skove, hvor der bliver taget hensyn til miljø og natur. I en FSC-certificeret skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at gendanne.
  • Køb ”lokale” kul og briketter
    Undgå grillkul fra Asien, Afrika og Sydamerika. De er sjældent deklarerede og kræver lang transport, der øger udslippet af CO2.
  • Køb en lille flergangsgrill og benyt grillsteder i byens parker 
    Engangsgrillen er yt! Køb i stedet en lille, handy flergangsgrill, der er let at cykle med.
    En anden mulighed er, at bruge de eksisterende grillpladser i byen. I Fælledparken er der for eksempel mere end 15 grillpladser, hvor du kan grille, hvis du selv medbringer kul eller briketter.
  • Vælg kul frem for briketter
    Skal du kun bruge grillen en halv times tid er det en god idé at bruge kul frem for briketter. Kul har nemlig det laveste indhold af tungmetaller. Hvis du har en kuglegrill, er det en god ide at lukke den til, når du er færdig med at grille. Kullene kan du bruge igen næste gang, du skal grille.

Bliv frivillig på Roskilde

Har du lyst til at hjælpe Burning Panda og venner med at lave klimaevents på årets Roskilde Festival? Så har du nu muligheden for at gøre en indsats for klimaet, på en sjov og anderledes måde, ved at hjælpe Burning Panda med at lave noget larm på Roskilde festivalen. Du får armbåndet på af os, men skal så til gengæld hjælpe med at lave larm i 3x8 timer fordelt over 4 dage.
Vi lover, at du ikke kommer til at kede dig i vores klimavenlige lejr, hvor Burning Panda bl.a. selv gav den selv som rockstjerne til sidste års Roskilde festival, og spillede sange for klimaet på en sol- og vindenergi-drevet el-guitar.

Skriv et par linjer om dig selv, og hvorfor du gerne vil med Burning Panda på Roskilde Festivalen. Send din ansøgning sammen med et billede af dig selv til Agnethe Kirstine Grøn på: a.groen@wwf.dk

Ny formel 3-racer er lavet af kartofler og kører på chokolade
Verdens rappeste bio-formel 3-racer er fremstillet af kartofler, styret af gulerødder og drevet frem af vegetabilsk olie og chokoladeaffald, der er omarbejdet til biobrændsel. Og det går tjept. Udviklerne håber at ramme en tophastighed på 230 km/timen, hvis alt går som forventet.

Bilen opfylder alle Formel 3-standarder for størrelse, vægt og ydelse, bortset den biodieseldrevne motor, som er konfigureret til at køre på brændstof, udvundet af chokoladeaffald og vegetabilsk olie. I dag må formel 3-biler ikke køre på biodiesel.

»Hovedparten af bilens aptering er lavet af planter,« siger Kerry Kirwan fra udviklingsteamet i en udtalelse:
»Rattet er lavet af plantefibre udvundet fra gulerødder og andre rodfrugter, førersædet er bygget skum fra hørfibre og sojaolie, smøremidler baseret på rapsolie, karosseriet er plantefibre, og biodieselmotoren kører på chokoladeaffald og rapsolie.«

Og Steve Maggs fra holdet supplerer:
»Vi fokuserer på ikke bare på af mindske emissioner for at imødekomme fremtidens CO2-krav, men vil vise, at man, for at være rigtig grøn, må udvide horisonten og have en strategi, der strækker sig igennem hele kæden fra råmaterialer til skrald.«

Se bio-formel 3 racer trykke den af på chokolade disel her.

Danmarks største havvindmøllepark klar til udbud
Energistyrelsen offentliggør nu udbuddet af Anholt havvindmøllepark i Kattegat. Endnu er der ikke installeret så store havvindmølleparker noget steds i verden. Parken skal være tilsluttet det danske el-net senest ved udgangen af 2012.

"Det er et stort skridt mod realiseringen af regeringens vision for Danmark om at blive uafhængig af fossile brændstoffer, og det er samtidig en vigtig foranstaltning på vejen til at nå vores ambitiøse mål for vedvarende energi og CO2-reduktioner ," siger Klima- og Energiminister Connie Hedegaard.

Når den 400 MW store havvindmøllepark er færdig i 2012, vil den levere miljøvenlig elektricitet svarende til det årlige elforbrug i 400.000 husstande.

Et grønnere USA
Obama vil gøre USA grønnere med investeringer i indutrien for vedvarende energi. Her vil han bl.a. skaber flere jobs og samtidig spare på importen af olie. Som en følge af dette skal 10% af elektriciteten kommer fra vedvarende energi i 2012 og 25% i 2025. Desuden skal amerikanerne begynde at køre i hybridbiler, nærmere bestemt 1 mio. biler skal på vejene inden 2015. Så må vi se om de grønne tiltag også fører til en underskrivelse af en global klimaaftale på klimatopmødet i København til december.

Fly på alger
En flyvetur over Den Mexicanske Golf bestod delvis af algesuppe og olie udvundet fra jatropha-planten. Planten leverer bio-brændstof via dets olieholdige nødder, mens algesuppe er et nyt eksperiment indenfor bio-brændsof. Flyveturen gik godt og piloterne kunne ikke mærke til at de fløj på bl.a. alger. Så måske din næste flyvetur står på algesuppe til flyets motorer.

Burning Pandas julehilsen



Miljørigtige julekort

Hvis du skal sende mange julekort afsted i år, er det værd at overveje, hvad der er godt for miljøet. Du kan f.eks. hoppe på den teknologiske bølge og sende et julekort over nettet. Hvis du dog hellere vil sende et rigtig gammeldagsjulekort, kan du købe kort WWF og samtidig støtte en god sag.
Hvis du selv får julekort, skal du huske på, at julekort der spiller musik indeholder batterier og dermed skal på genbrugsstationen.

Elbilerne kommer til Bornholm

25 elbiler vil fra 2011 køre rundt på Bornholm for at udvikle infrastrukturen, så den passer til bilerne. Elbilerne skal tankes op med vindkraft og det skal nye tankstationer hjælpe med til. Det bliver verdens største demonstrationsforsøg med elbiler. Dansk elbil Komité har regnet ud, at hvis Danmarks 2 millioner privatbiler blev erstattet med elbiler, ville der udledes 1,8 millioner ton CO2 hvert år. Elbilen er afgiftsfri indil 2012.

Smart økobil

Times Magazine har netop kåret de 50 bedste opfindelser i 2008. Blandt disse kan man finde Tesla Roadster, en ny miljørigtig bil. Bilen kører på elektricitet og modsat sine forgængere indenfor miljøvenlige biler, kan Roadsteren både kører hurtigt og se smart ud på samme tid. George Clooney har allerede erhvervet sig en, og hvis man selv vil hae fingrene i en, kan de købes i Europa fra 2009. Du kan læse mere om Tesla Roadster på deres hjemmeside

Vi mangler 3 kloder

Danmark ligger næsten på listen over lande, der har det største forbrug af naturressourcer. Det er kun USA, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater, der er værre end os. Den største synder i forbruget af naturressourcer er kød. Vi er den nation i Europa, som spiser mest oksekød og dette betyder både, at der udledes enorme mængder af CO2, samt at meget jord går til at dyrke foder til køerne. Hvis du vil være med til at sænke forbruget af naturressourcer anbefaler vi, at du mindst en gang om ugen har en kødfri dag.

Vattenfall en ulv i fåreklæder

Du har måske set reklamen med en isbjørn på tv som munder ud i, at Vattenfall opfordrer dig til at give din underskrift for klimaet. Vattenfall får dermed danskerne til at tro på, at de med deres klimaunderskrifter er med til at støtte kampen for et bedre klima. Men ser man nærmere på Vattenfalls egen klimapolitik kan man godt blive i tvivl om, hvor meget den klimaunderskrift tæller. Vattenfall er f.eks. i gang med at opføre et nyt kulkraftværk i Tyskland og de arbejder også på at udvande den fælles europæiske klimapakke. Så en underskrift til Vattenfall er desværre ikke en stemme til klimaet, med mindre de ændrer deres politik.

Ud med glødepæren

Det startede i Australien med en udfasning af den gamle glødepære og har siden spredt sig til resten af verden. Turen er nu kommet til EU, hvor EU's engergiministre har besluttet, at man ikke længere må producere glødepærer fra 2010. En af grundene til dette er, at en glødepære bruger 3-5 gange mere energi end en sparepære og med udskiftning af glødepærer i EU, vil der blive sparet omkring 30 mio tons CO2 årligt. Så det er bare om, at begynde at finde sparepærerne frem. Du kan læse mere om de forskellige slags sparepærer der findes på markedet på Elsparefondens hjemmeside

Diger skal redde København

I løbet af 100 år vil vandtstanden i verdenshavene stige og det kan true Københavns havnemiljø. OECD anbefaler derfor i en ny rapport, at der bliver påbegyndt digebygning for at sikre København. En del af København er dog allerede sikret mod stigende vandstande og stormbølger, men Hvidovre vil have store problemer, hvis vandet skulle stige over 1,5 meter. I følge klimaminister Connie Hedegaard er København i gang med at sikre sig mod stigende vandstande i forbindelse med nye byggerier ved havnefronten. Det nye skuespilhus er f.eks. sikret mod stormbølger.

Udvanding af klimapakke

Så kom der en aftale i hus om Danmarks klimapolitik, men i følge Gitte Seeberg er der væsentlige mangler i den. Det handler bl.a. om øremærkning af CO2-kvoter. EU vil øremærke 20% af indtægterne fra kvotesalget til naturen, mens den danske regering slet ikke vil øremærke nogen af indtægterne. Og det synes Gitte Seeberg er pinligt, især når Danmark skal være værtsland for klimatopmødet næste år. Danmark skal vise mere ansvar og vise at vi er seriøse omkring den globale opvarmning. Hvis du vil vise, at du tager den globale opvarmning alvorligt, så klik her for at lave et klimastatement.

Styr dit hjem via nettet!

Glemte du at slukke for lyset på badeværelset, da du gik hjemmefra i dag – og dermed bruger unødig strøm? Så kan du glæde dig over, at Elsparefonden har udviklet et computerprogram, der gør dig i stand til at sidde på Internettet hvor som helst og skrue op eller ned for dine elektriske installationer. I hvert fald på længere sigt. I første omgang må du nøjes med uploade en plantegning over din bopæl, komplet med oversigt over installationer, og dermed se hvor meget strøm du bruger uden at være klar over det! Formålet er i første omgang at visualisere elforbruget, og gøre folk bevidste om, hvor meget energi der egentlig bruges i hjemmene, samt hvilke apparater, der er de største energislugere. Det er planen, man på sigt skal have mulighed for at udstyre sit hjem med nye kontakter og installationer, så det bliver muligt at betjene sit elektriske habengut uanset hvor man befinder sig – til glæde for klimaet og pandaen!

Boom i bæredygtigt designertøj

Der er i øjeblikket en rivende udvikling inden for produktionen af økologisk og bæredygtigt designertøj i Danmark. Både store virksomheder som H&M, Only og Jackpot satser nu på økologisk og allergivenligt produktion, som også er baseret på fairtrade-principper. Det samme gør sig gældende for en lang række mindre designere og designvirksomheder, eksempelvis Mette:s Afrika, Mother Mother, Noir og Aymara. Derudover samarbejder designer Tina Casmose med WWF Verdensnaturfonden om kollektionen Eco Not Ego, der består af 100 % økologisk bomuld. 65 kroner af hver T-shirt og 90 kroner pr. kjole solgt går til Verdensnaturfonden!

Fremtidens bærepose er lavet af majs!

Den danske virksomhed Pack2 har i samarbejde med en tysk virksomhed udviklet en 100 % økologisk og miljøvenlig bærepose, der bliver fremstillet af majsstivelse. Majsposen er lige så stærk som en pose af plastic – når du har brugt posen smides den i kompostbunken, og kan herefter anvendes til naturgødning.

Bevægelse, energi og innovation

På kun seks timer skulle 40 innovative danskere udvikle fem idéer, der skulle bidrage til at løse nogle af klodens største udfordringer inden for energi og bæredygtighed. Konkurrencen var en del af arrangementet Danfoss Innovation Lab, som blev afholdt på Iværk08-messen i Forum 12. september. Vinderidéen blev en ”energiboks”, som kan omdanne bevægelser fra den person, som har boksen i lommen, til energi – uden at udlede CO2! Energiboksen kan for eksempel bruges til at til at genoplade Ipods og cykellygter, eller til at levere elektricitet til landsbyer og hospitaler i 3.verdenslande.

Se mere her 

Den globale opvarmning bekymrer danskerne
EU har netop foretaget en undersøgelse blandt EU-borgerne om deres holdning til den globale opvarmning. Blandt danskerne er der 73 % der mener, at global opvarmning er et seriøst problem.71 % mener, at det er det næststørste problem, jordens befolkning står overfor. 59 % synes, at regeringen gør for lidt, mens 75 % mener, at befolkningen gør for lidt. Du kan selv gøre noget i din hverdag, men det store ansvar for at gøre noget ved den globale opvarmning, ligger hos verdens politikere. Vis dit engagement i klimasagen så politikerne kan se, at du bakker op om, at de fører en ambitiøs klimapolitik og træffer de nødvendige beslutninger til klimatopmødet i 2009.
Lav et klimastatement  
Hvis du vil have tips til, hvad du selv kan gøre for at mindske dit CO2-forbrug i hverdagen, har Burning Panda lavet en klimaguide. Se hvad du kan gøre ved at klikke her.

København udnævnt til bæredygtig rollemodel
Den amerikanske tænketank Ethisphere Institute har udnævnt København til et af 10 globale centre for bæredygtighed. Tænketanken har rangordnet byer verden over, for at understrege, at det kan betale sig at indtænke bløde værdier som miljø, sundhed, uddannelse, kunst og kultur i strategier og planer for fremtiden. København kan nu smykke sig med titlen ”Globalt Bæredygtighedscenter år 2020”, på grund af evnen til at kombinere økonomisk vækst og udvikling med et sundt og bæredygtigt miljø.

Klimafestival i København
Den årlige miljøfestival i København hedder i år klimafestival for at sætte fokus på klimaet. Under festivalen kan man høre koncerter med bl.a. Johnny Deluxe, få hjælp til at lave mad på en mere klimavenlig måde, komme på en klimavenlig sejlads og meget mere. For at læse mere og se, hvor tingene sker, kan du klikke her

Klimamøde i Ghana
Før klimatopmødet næste år i København bliver der løbende afholdt møder mellem parterne. Næste møde foregår i Ghana, hvor afskovning, af bl.a. regnskoven, vil blive diskuteret. Under de seneste forhandlinger har u-landene været proaktive og forsøgt at få forhandlingerne til at skride fremad ud fra målsætningen om, at den globale temperatur ikke må stige mere end 2 grader, – uden at i-landene dog formåede at gribe denne mulighed.
Hvis forhandlingerne i Ghana skal komme ud af sit dødvande er det nødvendigt, at de rige lande, med EU i spidsen, vil være langt mere visionære og ambitiøse end hidtil.

Bæredygtigt tøj fra Tina Casmose
Tina Camose har valgt kun at bruge 100% økologisk bomuld i sin nye kollektion, som indtil videre består af en fin t-shirt og kjole. Skuespilleren Laura Christensen og sangerinden Szirley er to af kvinderne der viser tøjet frem på Casmoses hjemmeside. Kollektionen bliver snart udvidet og bliver solgt i 30 butikker landet over, så det er bare med at få fingrene i et af de lækre tøjstykker. Læs mere om kollektionen her.

Burning Panda og venner løb for klimaet

Løb med panda 2
© WWF/Claus Christensen

Se flere billeder fra løbet
 

Folkegaven